Klichéen har ramt mig

I dag har været en af de bedre dage. Sådan en dag hvor man sover til man vågner, spiser tebirkes til morgenmad, drikker kaffe i solen på en café, spiser jordbærkage i sin venindes have, tager ud og spiser med familien og får en god bøf(uden og være misundelig på sidemakkeren. Er det fremskridt eller hvad?), ser en god film på DR2 og spiser god(!) chokolade. Sikke som dagene kan vende. Men nu ånder hverdagen mig i nakken, og jeg bliver helt nervøs. Falder jeg igen, eller vil jeg blive ved med at bestille det rigtige på restauranten?(Okay, det var den sidste metafor med mad. Vi er nogle der bliver sultne)

Jeg har besluttet mig at starte på en frisk. Kliché, jeg ved det godt. Men det er vel kliché for en grund: det må da virke. Nu prøver vi i hvert fald. Igen, igen. Væk med "det sikre kort på hånden". Det er jeg sgu for god til. Så må vi prøve det med at være lidt alene. Det er vel også godt nok. Så slem er jeg vel ikke. Så nu er det på med en eller anden hat, som vil gøre mig mere positiv, og komme videre. For videre er det, jeg skal. Om jeg så er alene, eller finder en og følges med.