Klichéen har ramt mig

I dag har været en af de bedre dage. Sådan en dag hvor man sover til man vågner, spiser tebirkes til morgenmad, drikker kaffe i solen på en café, spiser jordbærkage i sin venindes have, tager ud og spiser med familien og får en god bøf(uden og være misundelig på sidemakkeren. Er det fremskridt eller hvad?), ser en god film på DR2 og spiser god(!) chokolade. Sikke som dagene kan vende. Men nu ånder hverdagen mig i nakken, og jeg bliver helt nervøs. Falder jeg igen, eller vil jeg blive ved med at bestille det rigtige på restauranten?(Okay, det var den sidste metafor med mad. Vi er nogle der bliver sultne)

Jeg har besluttet mig at starte på en frisk. Kliché, jeg ved det godt. Men det er vel kliché for en grund: det må da virke. Nu prøver vi i hvert fald. Igen, igen. Væk med "det sikre kort på hånden". Det er jeg sgu for god til. Så må vi prøve det med at være lidt alene. Det er vel også godt nok. Så slem er jeg vel ikke. Så nu er det på med en eller anden hat, som vil gøre mig mere positiv, og komme videre. For videre er det, jeg skal. Om jeg så er alene, eller finder en og følges med.

Jamen, så lad os starte med bunden

Når chokolade påskeægget ikke længere får dig til at smile men kvalme, når serierne på computeren ikke får dine tanker et andet sted hen og når dit sikre kort på hånden, som du egentligt ikke rigtigt ville have, vælger at vrage dig for "noget seriøst", ser det hele ikke så godt ud. Også selvom det er ferie, og du ikke skal i skole i morgen. Også selvom det egentligt er godt du ikke spiser det chokolade, at du faktisk ville have det bedre med søvn end en nat med SATC pigerne, og du faktisk havde tænkt på at ende det med ham. Så ser det altså ikke specielt godt ud. Især fordi du kun fysisk kan få chokoladen og serierne - men ikke det du rent faktisk har lyst til lige nu.

Det er jo typisk. Man vil have alt det, som man ikke kan få. Det er ligesom når man bestiller mad på en restaurant, og din sidemand får det lækreste mad i verden, og du er stuck med din spaghetti bolognaise. Det er pisse nederen, og du vil hellere have en bid af din sidemakker. Eller hans lækre bøf. Og øv hvor er det bare surt, når hans "seriøse" input i hans liv pludselig tager den bid. Så går farven sort til grøn lige pludselig, og du kan ikke styre dine følelser. Så du sletter hans nummer, tjekker lige jeres beskeder en sidste gang, og nu må du nøjes med at sende fulde beskeder på Facebook. Alt dette fordi du faktisk troede du havde lyst til pasta. Og måske havde du også det, fordi du allerede har prøvet bøffen. Men åh, hvor ville du gerne prøve den igen. For måske var den bedre den her gang. Men det kan du ikke. Og så må du blive voksen og lære at spise din pasta. Og så lede efter en ny ret. Og sidemakker.

Så nu vil du spise chokoladen igen, sætte et nyt afsnit på og prøve at få det til at fungere, nu hvor det andet ikke kunne. Og så vil du finde et meget bedre kort på hånden. Og måske også noget bedre chokolade.

Den ukendte, men måske lidt bekendte

En vis mystik er der omkring denne blog. Og det kan jeg egentligt meget godt lide. Det er teksten, det drejer sig om - og ikke andet. Ikke flotte designer tasker, ingen sunde opskrifter på fitness kylling eller råd om hvordan du skal ligge din eyeliner. Nej. For det ved jeg altså ikke.

Dét jeg ved er: jeg har mange bolde i luften. Og nogle gange taber jeg dem i hovedet, og andre gange griber jeg dem. Og jeg elsker at høre(eller læse) om andre, der også taber dem. For jeg hører sgu så tit om alle dem, der griber dem på Facebook, Instagram og, ja, her i blogverden. Og nej, det er ikke en medlidenhedsblog. Det er en blog, som jeg håber, at alle kan finde en lille del af sig selv i. Om det er, at du også spiser chokolade i sengen ofte, om du også forelsker dig alt for hurtigt i den dumme dreng eller at du også lige har bestilt alt for dyre solbriller på nettet. Så håber jeg, at du kan finde dig selv i denne blog. Nogle gange vil du kunne finde en glad og positiv side af dig selv - lige så mange gange vil du finde en trist, deprimeret og til tider sur, side af dig selv. Håber jeg. Ellers, pop de popcorn som ligger nederst i skabet, og grin din røv i laser over mine teenagerproblemer. It's getting worse everyday. Og jeg som troede, det blev lettere, når man blev ældre. Suk.